For at få det optimale udbytte af dine blækpatroner og opnå de bedst mulige prints er der nogle tommelfingerregler, du bør efterleve.

Opbevaring

  1. Opbevar dine blækpatroner i normal værelsestemperatur
  2. Læg ikke blækpatroner i direkte sollys eller i nærheden af andre varmekilder
  3. Vent med at pakke blækpatronen ud, indtil du skal bruge den, og sæt den i printeren umiddelbart efter udpakning
  4. Brug blækpatronen indenfor seks måneder efter, at du har sat den i printeren

Udskiftning

Når din printer gør dig opmærksom på, enten med en besked på skærmen eller med en blinkende indikator, at blækniveauet i en blækpatron er lavt, betyder det, at patronen snart skal udskiftes. Når indikatoren holder op med at blinke, bør du straks udskifte blækpatronen. Følg brugsanvisningen i æsken, når du sætter den nye patron i printeren. Inden du tager blækpatronen i brug, er det en god idé at rense printerhovedet.

Utæthed i blækpatron

I blækpatroner er der et lille lufthul, som sørger for trykudligning. I tilfælde af store temperaturskift udvider luften i blækpatronen sig hurtigt, og der skabes et overtryk. Hvis trykket ikke udlignes med det samme, kan der sive blæk ud af patronen. Det sker der som regel ikke noget ved. Du skal bare tørre blækket væk og vente lidt, inden du bruger printeren. Husk at lade være med at røre ved blækpatronens dyse, mens du rengør den.

Svag farve på prints

Er dine prints farvesvage, kan der være forskellige grunde til det:

  1. Blækniveauet i en patron er lavt, og patronen skal udskiftes
  2. Dine printerindstillinger passer ikke til det, du vil printe, og skal ændres

Sorte streger og klatter på prints

Sorte streger eller andet snavs på dine prints kan betyde flg.:

  1. Der er kommet snavs i blækpatronens dyse, som skal rengøres
  2. Printerhovedet er snavset og skal renses
  3. Printerhovedet er slidt og trænger til at blive udskiftet